fyrfadslys i mørke

Denne artikel er baseret på et kommercielt samarbejde og artiklen er betalt for af den eller de virksomheder, der linkes til.

Der har været lidt stille på bloggen den sidste måneds tid, og som I måske allerede har regnet ud nu, er årsagen trist. Jeg har nemlig mistet et nært familiemedlem, min morfar, og har derfor været rigtig ked af det den seneste tid. Jeg oplever, at det hjælper at snakke om det, og tænker derfor, at det også kan hjælpe mig lidt at skrive om mine tanker her på bloggen.

En god ven

Siden jeg var helt lille, har min morfar og jeg haft et meget tæt bånd – faktisk har han altid været en af mine bedste venner. Han var legebarn med stor L og var derfor altid klar på at lege med os børn. Vi har spillet bold, leget gemme, gynget på utallige legepladser og meget mere, og jeg er sikker på, at han havde det mindst lige så sjovt som os.

Min morfar var dog meget mere end bare en god ven. Der var ikke det, han ikke kunne klare. Punkterede cykler og knækkede legetøjsfigurer var ingen sag for ham. Han var altid klar til at hjælpe og passede os gerne, hvis vi var syge og nødt til at blive hjemme fra skole. Alle disse minder vil jeg altid se tilbage på med et varmt hjerte.

Et minde om ham

Tiden efter min morfars død var ret hård. Begravelsen skulle arrangeres og derudover boede han alene, og vi skulle derfor have tømt hans hus. Til det valgte vi at bede om professionel hjælp til oprydning og rengøring af dødsboet – en beslutning vi alle var glade for. Det var en kæmpe hjælp, og de var vildt søde og forstående omkring vores situation.

Jeg valgte at tage et af hans malerier med hjem. Det er et farverigt og ret abstrakt maleri, og jeg kan huske at jeg som barn brugte mange timer på at betragte det og med min livlige fantasi finde motiver deri. Det skal op at hænge hjemme i min stue, så det hver dag kan minde mig om de gode tider, jeg havde sammen med min morfar.