Denne artikel er baseret på et kommercielt samarbejde og artiklen er betalt for af den eller de virksomheder, der linkes til.

Jeg har altid godt kunne tænke mig sådan et virkelig stort og robust plankebord til spisestuen. Ikke udelukkende fordi det ser flot ud med et stort bord i rummet, men også fordi det tillader at have mange gæster på besøg til spisning eller når der skal knækkes et par gode flasker rødvin iblandt gode venner.

Dertil er der jo så heldigvis også det, at et plankebord står superflot og har virkelig meget charme. For mit vedkommende er jeg faldet pladask for den der harmoni, der eksisterer imellem det naturlige træ og så det rå og industrielle metal. Det er en skøn forening, der på samme tid er rå og romantisk.

Ulempen ved sådan et bord? Prisen. Typisk koster de mange tusinde kroner, og det har jeg nu ikke budgetteret med. Heldigvis er der en løsning: man kan nemlig lave bordet selv! Læs hvordan herunder.

Vælg det rette træ

Når du vælger træet, skal du tænke dig godt om. Det udgør størstedelen af dit bord, og vil derfor være det mest markante i udtrykket. Du har mange gode muligheder for at vælge træet i den helt rette nuance – uanset om du er til det mere lyse eller mere mørke.

Træet kan være alt fra flot og dyrt egetræ til billigt træ fra f.eks. gulvbrædder. Foruden prisforskellen her, skal du så også være opmærksom på, at egetræet vil fremstå mere poleret og smukt, hvorimod gulvbrædderne (typisk) vil fremstå mere rustikke.

Skær træet til og høvl!

Når du har valgt dig træ, skal pladerne skæres til. Det kan du gøre i de bredder, der passer dig. Mange skærer dog til i 30-40 cm bredde for stadig at skabe indtrykket af god volumen.

Med den del på plads, skal pladerne høvles og slibes! Der er intet facit i den forbindelse, det afhænger af det look, du søger. Sørg dog for, at der ikke er splinter og kanter, som river i huden eller tøjet, når man sidder ved bordet. Slib til du er tilfreds.

Frem med olien!

Det er blevet tid til at give træet olie ovenpå slibningen. Det er olien, som bestemmer, hvor ’eksklusivt’ looket bliver. Derfor skal du undersøge den nøje, så du finder den rette til dine ønsker. Der findes olier med og uden pigmenter, som kan garantere en mat, mørkere, blank – you name it – type overflade.

Sæt pladerne sammen

Når bordet skal samles, er det vigtigt, du har et spær, der kan gå på tværs af pladerne på undersiden af bordet. Sørg for at træet lægger tæt sammen og at du er grundig med at samle bordet fra alle ender. Typisk vil man bruge 3 spær under bordet.

Bordben eller stel

Du skal nu finde bordben eller stel til dit plankebord. Igen skal du gå efter det færdige udtryk, som du ønsker. Husk dog at vælge holdbare bordben, da sådan et bord jo oftest er ganske tungt.

Min personlige præference er ben i stål eller et decideret stel, da jeg som sagt synes bedst om plankeborde med kontrast mellem det flotte træ og det mere rå metal-look. Valget er dog helt dit.

Så find de rette bordben eller det rette stel, montér og nyd så dit splinternye DIY-plankebord!